Rasmus Jensen er født omkring 1700-tallets begyndelse. Han blev gift i første halvdel af 1730'erne med Maren Olufsdatter, der da allerede have en dreng kaldet Søren. lkke ret meget vides ­om dem.

Rasmus var fæstebonde i en lille landsby Nørskov, der ligger vest for Vejle og stik syd for Give, et lille hedesogn langt ude p& landet.

Manden havde i 1741 ingen kendt familie, og om konen sagdes det, at hun skulle have en broder, der tjente på Hesselballe i Starup sogn1, ellers vidste ingen af nogen pårørende. Det var frem til 1741 lykkedes dem at sætte 4 børn i verden og holde liv i dem, men i foråret 1741 var der noget, der gik helt galt.

Det har aldrig været uden risiko at sætte børn i verden, og da især ikke i en tid og på et sted, hvor hygiejne var et ukendt begreb. I begyndelsen af maj var Maren nedkommet med en lille datter, der som brugt var blev hjemmedøbt med det samme og kaldet Johanne. Den 13. døde Maren i barselsseng, og Rasmus stod nu alene med Anna Lisbeth på 10 år, Jens på 7, Karen på 5, Anna Margre­the på 3, og så den lille Johanne, der kun var 12 dage gammel. Hvad stedsønnen Søren angår, så fortæller historien ikke mere om ham.

To dage efter konens død, tidlig om morgenen, og åbenbart også plaget af andre problemer, bliver det for meget for Rasmus, og han "skar sin Strube over med en Knif, saa hand samme Dags aften, som dend u-lycklig Gierning skede om Morgnen, døde Efter hand af Sognepræst Sr. Johann Lundeman med det høyværdige Alterens Sacrament var bleven betient".2

Nogen må hanve bemærket det - om ikke andre så børnene - for der bliver skikket bud til Vejle efter doktor Galting, som straks lader sig befordre de ca 25 km til Nørskov. Lidt hoved­regning og gæt på transporthastigheder med hest og hestevogn leder frem til, at vi når et godt stykke ud på eftermiddagen, førend Christian Galting når frem til Nørskov og får syet struben sammen igen - og så dør Rasmus alligevel om aftenen efter at være blevet berettet af præsten.

Gården bliver drevet videre af karlen og pigen, indtil den nye fæstebonde efter boets opgørelse var klar til at overtage den. Nogen må have taget sig af børnene, for herremanden p& Engels­holm, Justitsråd Lichtenberg, lader sin foged forsegle boet, så det senere kan blive gjort op, hvor meget der bliver at arve for de efterladte. Dem er der ikke kendt andre af end de førnævnte børn, og da der åbenbart også havde været stor gæld både til husbonden (herremanden) og til andre, beslutter fogeden Mikkel Rind i samråd med de to vurderingsmænd fra landsbyen Peder Pedersen og Gyde Jacobsen at lade alt indbo og besætning sælge på auktion. Det var forinden af dem blevet vurderet stykvis og optalt til 103 rigsdaler.

Auktionen var ikke nogen fed forretning. Der var mange af tingene, der ikke kunne blive solgt, og andre ting blev benævnt som gammelt og ubrugeligt, så alt ialt ender man med en slutsum på 143 rigsdaler. Men en fæstegård skulle af hensyn til den nye fæster afleveres i den stand, den var i ved fæstets oprettelse, så der kommer udgifter på til nye loftsspær, ny lyngtækning og ny besætning (70 rigsdaler). Dertil kom løs, dokumenteret gæld til forskellige rundt på egnen, bl. a. skyldtes fiskemanden for tørfisk, naboer for kontanter og mølleren for korn, og der var heller ikke betalt landgilde de sidste seks år. Alt i alt tegner der sig et billede af forfald, dårlige tider for land­bruget og dyb armod.

Som den sidste gældspost for boet nævnes udgiften til lægen for hans rejse fra Vejle for at sammensy skaden (1 rigsdaler), samt til to ligkister til een rigsdaler hver. Alt ialt er der gæld for godt 182 rigsdaler, og der bliver derfor ikke noget til børnene, som derfor er overladt til andres barmhjertighed.

Skiftet slutter således:

"Hvad de 5 smaa umyndige Børn angaar, har Hosbonden Hr. Ju­stitz-raad Lichtenberg af særdeles stoer Naade og Mildhed ladet midler hensætte de 3de Mindste til Opfostring og aarlig af sine egne Midler betaler deres Forpleining, de tvende ældste navnlig Jens og Anna Lisbet lod Han tage til sin Gaard Engelsholm og der give dem deres Ophold samt Klæder med videre fornøden Opdragel­se og Skolegang. Og er dette Skifte saaledes hermed til Ende bragt."

Og hvad så derefter?

Om Jenses andre søskende vides p.t. intet ud over at søsteren Ane siden blev gift med en Jørgen Jacobsen på Fåruphus, men Jens gik det ret godt. Da han i 1767 er 33 år, er han stadig på Engelsholm gods3, nu som ladefoged.4 Anledningen til at han nævnes nu er, at han d. 16. Maj bliver gift med bryggerpige på Engelsholm Maria Jørgensdatter. De får en del børn de påfølgende år. En en del af dem dør som små, men Jørgen overlever og får en større efterslægt (derom en anden gang) .

I 1771 er Jens Rasmussen kommet så godt i vej, at han for sekshundrede rigsdaler kan købe Sillehus og "Begge Gammelbye Stæder" af Nicolai Duus, Kongelig kammerråd og ejer af Engelsholm gods. Han sælger dog det ene af de to Gammelbye Stæder til beboeren for 300 rigsdaler tre måneder efter, så det har været et ganske udmærket køb for de 3 tønder hartkorn, han sidder tilbage med. Da Jens Rasmussen dør den 29. april 1787 er han en holden mand, og af skiftet efter ham fremgår det, at hans enke Maria Jørgensdatter har godt råd til at runde børnenes arveparter rigeligt op .

1 Imellem Bredsten og kolding.

2 Engelsholm godsarkiv, skifteprotokol 1737-86 s. 93 ff.

3 Norup sogns kirkebog

4 Ladefogeden var herremandens repræsentant på gården på samme måde som ridefogeden var det i marken