Historieopgave fra Silkeborg Seminarium 1969

 

 

Anders Hansen og Krigen 1864

 

 

l. Anders Hansen.

 

Kalhave er en lille landsby på en god halv snes gårde ca. 14 kilometer vest for Horsens, hørende under Hornborg sogn. Her fødtes på gården Søndergård min oldefader Anders Hansen den 11. juni 1838, en dato, der nok har givet an­ledning til lune kommentarer. Hans fader, Hans Madsen, var på det tidspunkt ret ny i sognet. Fire år forinden var han sammen med sin broder Niels brudt op fra barndomshjemmet ”Fredholm” i Kollerup sogn, som blev drevet videre, af den yngste broder Jens. Med sig havde de deres koner, der f.eks. var søstre, samt Hans Madsens og Kirsten Sørensdatters treårige søn Mads. Brødrene havde i fællesskab købt gården, der var på ca. 65 tønder land, af en lærerenke for3000 rigsdaler sølv, så det har næppe været fattigfolk, der kom til byen.

Sammen drev de nu gården i et par år, hvorefter_de delte den i to ,dele, således at Niels Madsen flyttede ud i den nye gåed. Arsagen dertil ved vi ikke; men vi kan vel have vore anelser, da det falder sammen med Hans Madsens andet giftermål. Hans første kone døde nemlig ret kort tid efter ankomsten til Kalhave, og allerede 1836 havde han fundet en ny moder til sønnen Mads, en bondepige-fra Kalhave, Kirsten Andersdatter.

Hun var af en velhavende familie. Faderen ”Store Anders Nielsen” var i sin tid kommet til byen for som karl at tjene hos en fæstebonde. Han blev gift med bondens datter, og et par måneder efter brylluppet fik de en datter. Kort tid der efter sad Anders Nielsen tilbage som enkemand og_havde overtaget den i mellemti­den afdøde svigerfaders fæstekontrakt. Ved samme tid var en selvejerbonde i byen afgået ved døden, og hans unge kone, Maren Sørensdatter, sad alene tilbage på gården. Inden næste år var omme havde de to giftet sig, og Anders Nielsen kun­ne nu mageskifte med herremanden på Rask, således at Anders Nielsen fik sin fæstegård til selveje, mens herremanden overtog den gård, Anders Nielsen havde giftet sig til. Det var således ikke småkårsfolk, der i 1807 fik datteren Kirsten. Man omgikkes sognets bedste folk, ja endda så intimt, at Kirsten i 1835 fik en søn, Jacob, uden for ægteskab, hvortil blev udlagt som barnefader Andreas Møller, søn af kammerråd Møller på Skovgård. Det hørte ganske vist ikke til sjældenheder­ne dengang heller; men snakken har nok gået i den lille by, især da de unge men­nesker ikke, som ellers almindeligt var, blev gift bagefter. (Det kan anføres, at sønnen Mads, som Mads Hansen havde med sin første kone, var født halvandet år før forældrene blev gift!). Hvem der derfor ikke tog den slags højtideligt, var imidlertid Hans Madsen, der, allerede inden den lille Jacob var fyldt to år, giftede sig med ”fruentimmeret” Kirsten Andersdatter. Anders Nielsen døde året efter og efterlod sine arvinger godt og vel 4000 rigsda­ler sølv, så at min oldefader i dåben året efter fik navnet Anders, kan næppe undre nogen.

Han havde således allerede ved fødslen en halvbror på faderens side og en halvbror på moderens side. I 1843 fik han en søster Mette Kirstine. Det var således en søskendeflok med mange forskellige gener i, og de udviklede sig da og­så i hver sin retning, u til  jeg har kunnet opspore.

Mads Hansen, den ældste, skal have været en flot. stor og stærk bondekarl, vistnok ikke altid vel lidt af sin stedmor,mens Anders var mere klejn i det ( i 1860: 62½ tomme-163½ cm) og knap så flot en fyr. Min bedstefar har fortalt, at man dengang, når man havde været i Horsens med korn, på hjemturen ofte holdt rast i Korning kro. Når opholdet der havde varet lidt for længe, ville karlene som regel køre om kap de sidste 5 kilometer til Kalhave. Anders var imidlertid den forsigtige og holdt ikke rigtig af det, så da man engang kom susende ad landevejen, og et andet hestespand ville om ved dem, ville Anders Hansen vige til siden; men Mads greb resolut tømmerne og ville ikke lade nogen komme forbi. Da man nåede gården i Kalhave, fik de travlt med at få hestene i stald, og faderen Hans Madsen så noget utilfreds ud på grund af den hårde behandling, hestene havde været udsat for.

Når man på den tid om sommeren gravede tørv i mosen, gjorde alle lands­byens karle det på én gang. Pigerne var med, og når mellemmaden og en dram eller to var sat til livs, ville karlene gerne vise sig over for pigerne og kappedes så om at springe over tørvegravene for at se, hvem der kunne springe længst. Det kunde Mads. Når han kom over i et flot spring, landede Anders og de andre karle fra Kalhave midt ude i vandet.

Jacob var åbenbart af en noget anden støbning. Ved sin konfirmation var han den yngste på holdet, men fik desuagtet de bedste karakterer. Han blev holdt til bogen og kom på seminarium; men han døde inden han blev færdig med sin uddannelse.

Anders Hansen kom ud af skolen med hovedkarakteren ”meget godt” og blev konfirmeret 1. søndag efter påske efter at have vist ”meget gode forhold” under forberedelsen. Dette står at læse i den skudsmålsbog, han – som alle andre bønderbørn – fik udleveret af præsten efter konfirmationen; andet står der imidlertid ikke i den, og det må man tage som et udtryk for, at han ikke har været ude at tjene, men er blevet på gården i Kalhave, hvor faderen, der da var en ældre mand på de 55 år, nok kan have haft brug for ham, da sønnen Mads allerede for længst var ude at tjene. Anders har dog ikke været tilfreds med den uddannelse, han havde fået i skolen, og han tilbragte en vinter sidst i halvtredserne på højskolen i Uldum.

           I 1853 kom Mads på session, hvor han blev taget til hestgarden. Ved lodtrækningen trak han imidiertid for stort et nummer og blev ikke indkaldt, en skæbne mange i dag nok ville have misundt ham; men Anders Hansen har fortalt; at Mads græd over det, for det blev dengang blandt bønder regnet for en hæder at komme til hestgarden, som prins Christian var oberst for, idet det kun var de store, stoute karle, der kom dertil.

Anders Hansen nåede også sessionsalderen 22 år og kom på .session i efteråret 1860. Her blev han udtaget til infanteriet, men trak ligesom halvbroderen for højt nummer og kom ikke ind i første omgang. Efter værnepligtsloven af 1861 hørte han til årgang 1861 idet han l. januar dette år havde alderen 22 år, og de, der trak de højeste numre(frilodsmændene), blev ikke indkaldt, medmindre der var brug for dem. Når der var gået to år uden indkaldelse blev man overført til forstærk­ningen. I forstærkningen stod foruden frilodsmændene de folk, der havde været 8 år i linien. I forstærkningen stod man nu til det fyldte 38. år, hvorefter man blev slettet af lægdsrullen. Forstærkningen blev ikke brugt i fredstid, men kunne i

krigstid indkaldes efter omstændighederne. Enhver ikke våbenøvet forstærkningsmand kunne dog også i fredstid blive indkaldt til exercerskolerne rundt om i landet. I krigstilfælde var regelen den, at af forstærkningsmændene blev de yngste årgange indkaldt først, og af samme årgang blev de med lave lodtrækningsnumre ind kaldt før dem med højere nummer. ( Algreen-Ussing: Love og anordninger. Kbh.1863).

Vi ved ikke, hvad Anders Hansen har sagt til sin lodtrækning; men efter hvad der før er fortalt om hans tilbageholdenhed og frygtsomhed, har han nok grædt tørre tårer, da han ved årsskiftet 1862-63 fik sit forstærkningspas. Dertil kom­mer, at faderen var død i 1861 om sommeren, og enken Kirsten Andersdatter kun­ne vel vanskeligt have undværet sin eneste tilbageværende søn i gårdens drift.

 

 

2. Krigens politiske forhistorie.

Imens Anders Hansen gik i Kalhave og syslede med landbruget, skete der ikke så lidt i verden omkring ham, begivenheder, der senere skulle få mere indflydelse på hans liv end han ønskede.

Det slesvigske problem, som den danske nation havde slæbt med sig siden salig kong Niels den Gamles dage, var ikke blevet løst med treårskrigen og de forhandlinger, der førtes efter den.

Som pant for et tilfredsstillende resultat af de forhandlinger, der førtes efter treårskrigen, havde Preussen og Østrig besat Holsten og Lauenborg, og for at få de to områder tilbage måtte Danmark love blandt andet at indføre en hel­statsforfatning for det danske rige; men samtidig måtte man også love, at man ikke ville indlemme Slesvig i selve kongeriget ( til kongeåen) , og på den anden side heller ikke arbejde på at føre Holsten og Slesvig nærmere sammen med hinanden end nogen del af hertugdømmerne med kongeriget. I tilknytning hertil slut­tedes en overenskomst med stormagterne Preussen, Østrig, Frankrig, England og Rusland samt de nordiske lande, hvorved stadfæstedes, at prins Christian af Glücksborg skulle arve den danske trone, når mandsstammen efter Frederik den F.eks. uddøde med Frederik den Syvende. Denne overenskomst kunne synes noget omstændelig, men. var betinget af de fortvivlede dynastiske forhold, der med tiden var kommet til at herske i de slesvig-holstenske områder. En detailleret redegø­relse herfor, som for problemets historiske baggrund i det hele taget ligger uden for denne opgaves rammer; men når man hører, at den danske konge i sin egenskab af herre over Holsten, i krigstilfælde ville være forrpligtet til at stile tropper til det tyske forbund, som Holsten, men ikke Slesvig, var medlem af , da forstår man den – vistnok engelske – statsmand, der erklærede, at der i hele verden kun var en, der til fulde havde fået forståelse af det slesvig-hol­stenske problem – og han var desværre afgået ved døden. Problemet, der syntes at skulle gå en hurtig løsning i møde efter ovennævnte aftaler, viste sig alligevel at være sejlivet. For en nutidig betragtning kunne knuden have været løst op ved en folkeafstemning; men den tanke var på dette tidspunkt så uvant, at kun ganske enkelte statsmænd kunne tilslutte sig den.   

Man begyndte i Danmark at arbejde på en opfyldelse af Londonaftalerne; men det viste sig, da det kom til stykket, at aftalerne ikke var klarere udformet, end at de gav rige muligheder for fortolkninger fra dansk som tysk og slesvig-holstensk side. De oplæg, der kom fra regeringens side til fællesforfatning for hele monarkiet, blev regelmæssig forkastet af såvel holstenere som Preussen og Det tyske Forbund, og til at give anvisninger på, hvorledes man indexnfor Londonaftalernes rammer skulle klare forfatningsspørgsmålet, var man fra tysk side ikke villig, men udnyttede i stedet vundne indrømmelser til at kræve nye ”landvindinger”. Allerede i 1860 var man nået så vidt, at forholdene i Slesvig, der var rent dansk land f.eks. med en stor tysk befolkning, blev behandlet i den preussiske rigsdag, og resolutioner om tysk indgriben blev vedtaget.

Problemerne blev ikke lettere at løse ved at der på den indrepolitiske arena var et skarpt skel mellem de konservative helstatspolitikere, der var i mindretal i rigsdagen, men hvis grænse- og forfatningspolitik var acceptabel for de tyske stormagter, - og de nationalliberale og bondevennerne, der satsede på et Danmark til Ejderen i strid med Londonaftalerne fra 1851-52 men i bedre overensstemmeIse med folkets ønsker, og endelig var der inden for monarkiets geo­grafiske rammer slesvigholstenerae, der – ligeledes i strid med Londonaftalern ønskede Slesvig og Holsten forenet til et selvstændigt rige kun i personalunion med Danmark.

Ved kongeskiftet i Preussen, hvor Wilhelm d. l. kom til magten, forværredes situationen. Det blev krævet af Danmark, at det på 6 uger skulle ordne sine forfatningsfolhold til Preussens tilfredshed; i modsat fald ville Holsten blive besat. Danskerne gik efter de neutrale stormagters pres med til at indlede forhandlinger, og den øjeblikkelige krise mildnedes; men spændingen holdt sig.

Bismarck blev preussisk ministerpræsident 1862. I ham troede mange danske politikere at have en forbundsfælle, da han som preussisk deputeret ved Landdag i Frankfurt 1848 havde fordømt det slesvigholstenske oprør; men realiteterne var, at Bismarck anså krigen for det eneste middel til at løse det dansk-tyske mellemværende. Desuden havde han brug for en succesfuld udenrigspolitik for at skaffe ro indenrigspolitisk, og her var en krig mod det militært svage Danmark en oplagt chance. Endelig ville den lille krig mod Danmark måske være en passende generalprøve på de krige, der i fremtiden sikkert ville blive nødvendige, for at Bismarck kunne få samlet Tyskland til et rige under preussisk kejser og fø­rerskab.

Samtidig med Bismarcks udnævnelse skete der det, at England begyndte at bakke de tyske krav om ligelig firdeling af kongeriget (i Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg) op, således at Danmarks støtte fra de neutrale. stormagter nu blev mindsket uhyggeligt. Bismarck havde nemlig pacificeret Rusland ved at støtte det militært i bekæmpelsen af et polsk oprør, og Frankrig ville p.g.a. uover­ ensstemmelser mellem Napoleon d. 3. og den engelske regering ikke støtte et eventuelt engelsk mæglingsinitiativ; selv om regeringen i England hældede til at støtte Tysklands krav, var der i den engelske befolkning og i oppositionen i parlamentet stor sympati for Danmarks synspunkter, og man håbede derfor i Danmark, at

et eventuelt nyvalg i England kunne vælte regeringen, og bringe hjælp.

Fra Sverige-Norge regnede man helt sikkert med hjælp; men da det virkelig kneb, viste det sig, at det mest var kongerne Oscar d. l. og senere Karl d. l5. og Frederik d. 7., der havde pønset på store traktater og forbund, som de ikke havde politisk rygdækning til at indgå.

I marts 1863 kom der en dansk kundgørelse, hvorved Holsten og Lauenborg blev udskilt af monarkiet på så væsentlige områder som bl.a. hær og finanser. Der blev bebudet en særlig lovgivning om Holstens stilling i riget og lovet en særlig dansk-slesvigsk fællesforfatning. Nu var det endelige brud med Londonaftalerne kommet, og den tyske forbundsdag krævede da også i juli kundgørelsen ophævet med trussel om besættelse af Holsten og Lauenborg. Regeringen nægtede at trække kundgørelsen tilbage og gik endda det skridt videre at fremlægge forslag, til den nye fællesforfatning. Man var klar over, at det kunne betyde krig; men man håbede, at en sådan kun ville betyde tabet af Holsten og Lauenborg, hvad flertallet ville græde tørre tårer over. Forslaget blev derfor vedtaget med tre stemmer mere end de nødvendige to u til dag.

 

To dage efter døde Frederik d. 7., og Christian d. 9. blev den, der 18. nov 1863 underskrev loven, til trods for, at han egentlig gik ind for helstaten. Ingen af hans konservative rådgivere turde imidlertid fraråde ham at underskrive, da det ville kunne føre til oprør og revolution.

De ikke-tyske stormagters repræsentanter, der var til Frederik d.7. bisættelse, prøvede at få regeringen til at tage forfatningen tilbage, uden at de dog kunne garantere, at tyskerne holdt sig tilbage fra besættelse af Holsten. Under disse forhold splittedes regeringen (Hall) og gik af. I stedet kom en ny regering, populært kaldet millionen: en ener (Monrad) og seks nuller.

           Juleaftensdag rykkede da de tyske forbunds tropper ind i Holsten, og danskerne trak sig tilbage til Slesvig og besatte Dannevirkestillingen.

           Forbundsdagen ønskede nu ikke at gå videre og nægtede derfor at støtte det preussisk-østrigske krav om også at besætte Slesvig for at få Danmark til at trække novemberforfatningen tilbage. Preussen og Østrig fortsatte derfor spil­let på egen hånd. 16. jan. 1864 af gav de et ultimatum til den danske regering, hvori krævedes, at novemberforfatningen skulle tages tilbage inden 48 timer. Dette var teknisk umuligt, og Monrad, regeringens leder og eneste politiker, var heller ikke indstillet herpå. Krigen måtte da komme, og efter at hærens øverst­kommanderende, generalløjtnant de Meza, havde nægtet at efterkomme den preussiske feltmarskal Wrangels opfordring til at rømme Slesvig, gik de tyske tropper nat­ten til den l. februar 1864 over Ejderen, og krigen var en realitet.

 

3. Forberedelserne til krigen.

 

 

Det Danmark stod overfor, var to stater, der uden vanskelighed kunne stille en hær på 57.000 vel udrustede soldater på benene. En hær med et trænet og tilstrækkeligt officerskorps og med det senere så kendte strategiske geni Molkte til at tilrettelægge felttoget.

Hvad havde vi selv at stille op? Soldater og fæstningsanlæg. Hvad de sid­ste angik, havde militæret oprindelig krævet Fredericia og Dybbøl befæstet permanent og Dannevirke feltmæssigt for et beløb af ca. lo millioner rdl. Da situationen imidlertid blev kritisk i 1861, troede man ikke, der var tid til de store reformer og arbejder, og man nøjedes i stedet for at feltbefæste alle tre stillinger for i alt ca. l million rdl.

Hvad fodfolkshæren angik, havde krigsminister Thestrup bestemt en ny ord­ning, hvorefter de bestående 22 infanteribatailloner (hver på 4 kompagnier) skulle doubleres til 44 selvstændige batailloner (hver bestående af 2 stam­kompagnier og 2 doubleringskompagnier). Krigsministeren ragede imidlertid uklar med finansministeren i aug. 1863 og tog sin afsked. Der kom ny minister og ny departementschef, hvilken sidste, trods manglende praktisk erfaring i linien, ikke betænkte sig på at droppe Thestrups reformplan og i stedet l. oktober 1864­ – på tærskelen til krigen – iværksætte en anden reform, der betød en forøgelse af hæren med det halve og en masse omplaceringer og forsættelser, hvorved sammen­holdet i kompagnierne og bataillonerne delvis gik tabt. Planens gennemførelse skulle være afsluttet til marts 1864!

I november måtte planerne p.g.a. situationen opgives, og et nyt reformprojekt blev iværksat; men også dettes realisation varede ud over krigens begyndelse. Hver bataillon fik nu navn af regiment. De seks kompagnier, der efter oktober­planen skulle være i bataillonen, blev igen slået sammen til 4 og derefter doub­leret til 8 kompagnier, der så deltes i to batailloner på hver 4 kompagnier á ca. 180 menige. Man skulle således efter planen stå med en infanteristyrke for­meret i 22 regimenter. De 18 delt op i 9 brigader med 2 regimenter i hver; de resterende udgjorde infanterireserven. Dertil kom livgarden, der kun var på ½ regimentsstørrelse.

Ordningen med regimentsleddet skudt ind mellem brigaden og bataillonerne krævede langt flere officerer, end man disponerede over, og da man ved de for­sættelser, der var nødvendige, kun tog hensyn til anciennitet, blev mange offi­cerer placerede på poster, hvor de kun havde lidet eller intet kendskab til undergivne og foresatte – et forhold, mange officerer efter krigen påpegede som en væsentlig faktor til krigens sørgelige udfald.

Alt i alt skulle infanteriet kunne fremvise en kampstyrke på knap 39000 mand. Ved krigsudbruddet kunne Danmark imidlertid kun fremvise 35832 mand. Her­overfor stod af preussere og østrigere f.eks. 56373 mand.(N.P.Jensen: Kampen om Sønderjylland 1864. s.77).

           Af udrustning havde preusserne de moderne bagladegeværer, mens danskerne og østrigerne havde forladere, som kun kunne give et skud hvert andet minut, mens de preussiske bagladere på samme tid kunne levere tre skud. Dette forhold skulle ved flere lejligheder vise sig at få katastrofal betydning. Man så da også, at danskerne i fægtning med østrigerne klarede sig langt bedre end med preusserne.

Inden for artilleriet havde danskerne kun få riflede kanoner, mens preusser­ne og østrigerne havde mange. De glatløbede kanoner havde deres force i træf­sikkerhed, mens de riflede havde en skudvidde, man blandt danske fæstnings- og artilleriingeniører havde anset for usandsynlig. Også dette forhold fik kata­strofale følger.

Generalstabens konklusion i 1891 om den danske hærs forberedelse er da og­så: ”at der ikke i fredstid var truffet de til landets forsvar nødvendige for­andringer, og at der ikke sørgedes for i rette tid at bringe armeen på krigsfod”. (Gen.staben:Den Dansk-Tydske krig 1864. Bd.l, s.191.)

 

4. Anders Hansens indkaldelse og rekruttid.

 

Et var imidlertid, hvad man kalkulerede med, et andet var hærens fakti­ske størrelse. I januar var der et ”underskud” på ca. 5000 mand, og dertil kom, at mange holstenere måtte udskilles af hæren som værende upålidelige. Derfor skred man 5. januar til at indkalde den våbenøvede del af forstærkningen helt tilbage til årgang 1853, dvs. også ældre mænd på 33 år; i alt tilgik der infan­teriet 10300 forstærkningsmænd. Dette var dog stadig ikke nok, og derfor ind­kaldtes ved bekendtgørelse af 13. jan. 1864 også de ikke-våbenøvede forstærkningsmænd, dvs frilodsmændene, foreløbig kun årgangene 1860 og 61. Det drejede sig om ca. 4500, og deriblandt var Anders Hansen, der i januar måtte drage mod København for at møde d. 28. januar på eksercerskolen på Kvæsthusgades kaserne.

Det har selvfølgelig været en oplevelse at komme til hovedstaden; men sol­daterlivet har næppe været godt for helbredet, for allerede den 4. februar blev rekrut 169 Hansen syg og var sygemeldt de næste lo dage. Ellers går tiden med at lære eksercits og nødtørftig militær anstand. 25. februar aflægger han tro­skabsed til kongen; 7. marts udleveres bepakningsrekvisitterne, og den ll. marts er hans sidste dag på eksercerskolen. Efter reelt 34 dages uddannelse skulle han nu være parat til at gå i krigen. At man har haft travlt er forståeligt nok. I hans afregningsbog har man kun haft tid til at indføre det nødtørftigste regnskab over undermunderingsgodtgørelse.

Det ligger uoplyst hvad Anders,Hansen har foretaget sig mellem den ll. og 17. marts, da han viser sig ved fronten. En del af tiden – muligvis det hele – ­er vel gået med rejsen fra København til Als. På Als kom han som menig 502 Hansen ind i 3. kompagni i 2. bataillon i 8. regiment, som sammen med 15. regi­ment udgjorde infanterireserven.

 

 

5.  8.Regiment og krigen.

 

8. Regiment havde før krigen haft garnison i Kiel. Dertil kom 29. november 1863 en ung premierløjtnant Niels Peder Jensen, som var udnævnt til kompagni­kommandør for 3. kompagni i 2. bataillon. Han beretter: ”Stemningen i Byen var højst uhyggelig. Medens man i Kongeriget bar Sørgedragt for Kong Frederik, demonstrerede Kiels Damer ved at vise sig i spraglede og skrigende Paaklædnin­ger. Over alt, hvor Officerer bevægede sig i de stærkt befærdede Gader, saae de kun hadefulde Ansigter.” (”Livserindringer”)

Den 29.dec.,5 dage efter at forbundstropperne var rykket ind i Holsten, be­gyndte 8. reg. retræten fra Kiel. 3.kompagni var det sidste, der forlod byen, og ikke så snart var kompagniet ude af byen, før der lød jubel og velkomstråb til et tog med 300 hannoveranske dragoner, der netop da ankom til byen. Regimentet kom til Dannevirke, hvor det blev indkvarteret under elendige forhold i fugt og kulde. l.feb. blev regimentet flyttet fra midten af Dannevirke til Slesvig by, men fik alarmstilleplads i en skov 5 km. fra byen, og under bestandige alarme­ringer og afblæsninger marcherede regimentet frem og tilbage mellem kvarteret og alarmstillingen i skoven, der snart var et opmarcheret pløre. Soldaterne svækkedes hurtigt under disse forhold, og da frosten gjorde en fjendtlig omgåelse af stillingen mulig, traf overkommandoen den eneste fornuftige beslutning: at rømme stillingen ubemærket og uden at levere et slag, men med hæren i behold

Den 5.feb. havde 3.komp været under gevær på en ø i Slien fra kl. 5 om morgenen, og uden at have fået varm mad dagen igennem tiltrådtes afmarchen kl.halv otte om aftenen, stadig uden at nogen i kompagniet vidste bedre besked, end at man skulle ud til alarmstillepladsen. Over 12 timer senere efter ufattelige anstrengelser i sne, slud og isslag nåede 3.kompagni Flensborg, hvor man på grund af bagtropfægtningen ved Sankelmark ikke fik nogen hvile den 6. og heller ikke natten derefter, da man fik ordre til at indtage stilling omkring Flensborg for at dække tilbagetoget. Næste dag, d.7., om morgenen rykkede 3. kompagni som det sidste ud af Flensborg, og det skyldtes kun en tilfældighed, at det nåede at få ordre til at rykke ud, inden preusserne nåede byen.

8. regiments 5. kompagni samlede i Kruså to feltkanoner op, som artille­riet havde efterladt, og slæbte dem med uforståelig energi til Gråsten, hvor artilleristerne overtog dem igen. Det er denne episode, der er motivet for det maleri, Niels Simonsen har malet, og som nu hænger på Frederiksborg Slot. En flok skæggede infanterister med pibe i munden slider i et gråt vinterlandskab med kanonen, hvorpå de har taget en syg kammerat op at køre.

Om aftenen den 7. nåede man over på Als, hvor man indkvarterede sig, som man bedst kunne. 8. regiments 3. kompagni kom foreløbig til at ligge i Kirken sammen med 15. regiment.

Nu begyndte den stillingskrig, tyskerne kunne have undgået, hvis de blot havde stormet Dybbøl med det samme. I stedet fik danskerne nu tid til at sunde sig oven på den opslidende march og sætte skanserne i nødtørftig forsvarsstand,så man kunne holde tyskerne stangen en stund.

           I begyndelsen havde man en turnus på 3 dage skiftevis i stillingerne og på Als. Den blev senere lavet om til en seksdagesturnus. Mens man døjede med kulden i stillingerne, havde man mulighed for rekreation på Als, og kampånden blandt soldaterne var derfor god; men overkommandoen nærede en ubegrundet mistillid til soldaternes kampduelighed , og derfor førtes forsvaret af dybbølstil ingen som et passivt forsvar uden at irritere fjenden. I tiden indtil 17 marts var 8. regiment ikke indblandet i større affærer, og dets tab i den tid beløb sig kun til 2 sårede.

Preusserne erobrede d. 22. februar den 8 km lange forpostkæde og tvang dels danskerne til at have forposterne nærmere ved skansen og dels til at have en større styrke liggende i beredskab bagved skanserne, hvilket for den menige soldat betød, at han nu måtte være skiftevis 6 døgn i stillingen og 3 døgn på Als. Endnu var soldaternes tilværelse ved fronten tålelig; kun forposterne blev indblandet i fægtninger med de tyske poster, og soldaterne i 8. regiments 3. kompagni blev kun sendt derud af kompagnichefen som sisciplinærstraf, et såre virkningsfuld middel.

Midt i marts opdagede man, at preusserne var begyndt at anlægge batterier på Broagerland, hvorfra de kunne beskyde stillingens venstre flanke på langs. Da man anlagde dybbølstillingen, regnede man ikke med den mulighed, idet dati­dens glatløbede kanoner ikke kunne skyde så langt; men med de riflede kanoner kunne preusserne nu i ro og mag skyde stillingen sønder og sammen, mens vi med vore få riflede kanoner, især samlet i skanse 2, kun kunne besvare ilden spag­færdigt og så ellers håbe på, at broagerbatterierne ville samle deres ild om skanse 2, hvilket da også i nogen udstrækning skete.

 

6. 17. marts.

 

.Den 17. marts om morgenen rykkede 8. regiment fra Als over til Sundeved, hvor det skulle ligge i reserve mellem skanserækken og sundet i de barakker, der var opført, hvor åbenråvejen går fra vejen til Flensborg. Netop den dag ankom Anders Hansen og flere af hans kammerater fra rekrutskolen i København, og de blev samlet op undervejs og straks sat ind i geleddet.

Mens de lå i barakkerne, hørte de skydning fra højre fløj, hvor en betrag­telig rekognosceringspatrulje var blevet indblandet i en større fægtning med østrigerne, der trængte vore styrker tilbage. Ved totiden blev der skudt over hele fronten, især i retning af Dybbøl, og 8. regiment blev kommanderet ud til understøttelse for 7. regiment, der var blevet trængt ud af forpoststillingerne i Dybbøl og helt op til skanserne. 8. regiment blev derfor foreløbig stående i slugten mellem skanse 6 og 8.

Kanonerne gav ild og fordrev tyskerne fra Dybbøl by, som 7. regiment deref­ter trængte frem for at sætte sig i besiddelse af igen. 8.regiments 2. bataillon fulgte efter, men nu traf man på modstand, og der udviklede sig en regulær gadekamp, der førtes på 10-20 skridts afstand. Anders Hansen kompagni sloges på højre fløj og fik erobret et par gårde i den nordøstlige del af Dybbøl, hvor man satte sig fast.

Preusserne sendte nu flere tropper ind, og der skete samtidig det, at de kompagnier, der lå til højre for Anders Hansens, opfattede 8. regiment som deres afløsning, hvorfor de begyndte tilbageturen til skanserne, og at styrkerne til venstre for kompagniet blev trængt tilbage af preusserne, således at kompagniet var ved at blive omgået på begge sider. Retræten forberedtes; men mandskabet ville hellere optage kampen. Da de blev foreholdt udsigten til død eller krigsfangenskab, indvilligede de dog modstræbende i at retirere, og nu gik det fra gærde til gærde med tyskerne i hælene.

Af de ca 200 mand i kompagniet faldt 7, 17 blev såret og 17 fanget, hvoraf 2 var sårede. 8. regiments samlede tab var 23 døde, heriblandt regimentskommandøren oberst Hveberg, 47 sårede og 82 fangne, heraf 7 sårede, 11 savnedes og l var deserteret. Af sårede og døde tegnede 3. kompagni sig altså for 1/3, mens det kun havde 1/5 af de fangne. Tallene vidner om, at 3. kompagni har kæmpet tappert.

Kompagnichefen omtaler da også med stolthed sit kompagnis indsats. Én af de soldater, der var ankommet sammen med Anders Hansen, faldt, en anden udmærkede sig ved særdeles stor tapperhed og blev fremhævet i den officielle rapport. En underkorporal havde under hele kampen ledet sin afdeling fortræffeligt og ville fortsætte selv efter at han havde fået en kugle gennem halsen. Han blev senere kasseret som invalid og fik 40 år senere (!) et dannebrogskors for sit heltemod.

Anders Hansen overlevede sin ilddåb, men glemte den aldrig. På sine gamle dage fejrede han hvert år den 17. marts med en ”pistol” – en halv flaske brænde vin – og historier om hvorledes han havde kæmpet med kuglerne hvislende om ø­rerne.

Først den 22. om aftenen marcherede kompagniet tilbage til Als og passerede på vejen kongen, der da var på vej ud for at besøge skanserne.

 

7. Krigens gang. 26 marts-18 april.

 

26.marts måtte man atter bryde op fra kantonnementet på Als og rykke ud i stillingen, skiftevis på højre og venstre fløj og i barakkerne. Den 28. marts 2. påskedag, kl.3 om morgenen hørtes igen skydning foran venstre fløj. I bulder­mørke måtte 8.regiments 2. bataillon rykke ud fra barakkerne for at besætte en tilbagetrukken linie, der var anlagt fra skanse 7 til Vemmingbund. Ingen i bataillonen vidste nøjagtigt, hvor den var, og den kan næppe heller have været meget bevendt, for i mørket var man gået over den og var nået helt op bag skanse 2.

Man gjorde sig nyttig som man bedst kunne, d.v.s., ved at lægge sig ned på jorden og vente på fjenden; men han blev drevet tilbage af skansernes kanoner og be­sætningen i løbegravene mellem skanserne. Regimentet trak sig tilbage til barak­kerne tidlig om morgenen med et tab på en mand, der var faldet for en ”vild” kugle, dvs. en kugle, der havde forvildet sig fra den egentlige kampplads og ind i bagterrænet. Det fjenden havde forsøgt, var at anlægge en skyttegrav helt inde under skanserne for derfra at forberede en storm. Nu mislykkedes det, og i stedet anlagde man den såkaldte 1. parallel en god kilometers vej fra skanserne.

Efter en pause på Als fra l. aprils aften til 4. april kom Anders Hansen og 8. regiment atter til Sundeved, nærmere betegnet som besætning for skanse 2. Det var nu ikke længere den ”rolige” stillingskrig, som i den første måneds­ tid af belejringen. Broagerbatterierhe havde siden midten af Marts regelmæssig beskudt skanserne, især nr. 2, som var den, der var udset til at svare igen og trække ilden til sig. Dertil kom, at der nu var anlagt batterier foran fronten ved Avnbjerg og Dybbøl, således at stillingen kom i en krydsild, som ingen til­strækkeligt kunne gardere sig imod. De blokhuse, der var opført inde i skanserne til ophold og beskyttelse. for dens besætning, blev slået til pindebrænde af gra­naterne fra Broager, der havde langt større gemnemslagskraft, end dybbølstillingens ingeniører havde regnet med. Skansernes besætning fik derfor tilladelse til om dagen at ligge i dækning i terrænet bag skanserne i skyttegrave, som man. efterhånden gjorde så granatsikre som muligt. Det var vanskeligt, for granaterne faldt efterhånden ikke blot i skanserne og deres nærmeste omegn; også hele bag­landet med barakkerne, gårdene og Dybbøl Mølle blev udsat for granaternes øde­læggelse, og 2. april var også Sønderborg blevet udbombet.

Det var deprimerende forhold for den menige soldat: Om dagen at ligge uvirksom i sit hul og håbe på, at granaterne holdt sig så nogenlunde på afstand, og om natten at skovle og slæbe sandsække for at få skanserne, der om dagen var skudt mere eller mindre i grus, til at blive nogenlunde brugelige igen. Det var artille­riet, der spillede hovedrollen nu , og her var danskerne alt for underlegne. Infanteristerne kunne kun vente på stormen,.og fordrive tiden i stillingen med at spise deres flæsk og beskøjter og holde modet oppe med en snaps. Mange søgte trøst i salmebog eller bibel, og Anders Hansen bragte med sig ikke blot sin dagbog, men også en lille seddel med et vers om moderen på den ene side og et vers om faderen på den anden side.

Natten til den 5. april gik roligt for 8. regiment bag skanse 2 indtil ved 2-tiden om morgenen. Da tog granatregnen fat, og da den blev besvaret fra skan­sen sad infanteristerne til hen på formiddagen og hørte 2122 granater springe, men ingen i løbegravene blev ramt.

Om aftenen gik 8. regiment til Alssund; men efter knap en times forløb blev det alarmeret igen. (Her begynder Anders Hansens dagbog. Cit.: ”men vi havde knap faaet Tornidsteren under Hovedet førend vi blev raabt til Gevær igjen.”) Alarmen blev kortvarig, og således blev også pausen indtil næste alarm, der va­rede til daggry. Det der var på færde, var et tysk angreb, der trængte vore forposter på venstre fløj næsten helt ind under skanserne. Divisionsgeneral du Plat besluttede derefter at gøre et udfald for at kaste tyskerne tilbage. Stabschef Schau fortalte dette til sin ven kompagnichefen ved 3. Kompagni, Prlt. Jensen og sagde samtidig, at han ville anbefale generalefiat bruge 8. regiment til udfaldet. Kompagnichefen var glad for, at man endelig ville gøre et udfald, men frarådede brugen af 8. regiment, der nu havde været under våben i 36 timer. Mandskabet var næppe i stand til at stå oprejst, og for at overbevise stabs­chefen fremviste han sit eget kompagni, og Anders Hansen og hans kammerater må forståeligt nok have set trætte ud, for udfaldet blev opgivet, og 8. regiment fik lov til at holde hvil den 6.

Om eftermiddagen gik Anders Hansen til lægen, da han havde fået noget ud­slet i ansigtet. Det må have været slemt, for han blev erklæret kvartersyg og måtte over til Als, hvor man havde samlet de kvartersyge i landsbyen Lysabild; her lå han indtil den 20. april.                ­

8. regiment blev på Sundeved til den 11. april, hvor det marcherede tilbage til fortjente 3 dages hvil på Als i håbet om, at det var sidste gang, man marche­rede under granaternes brag; thi der var udsigt til våbenhvile fra den 12. a­pril. Den blev imidlertid udsat til den 20., så den 13. om aftenen måtte Anders Hansens kompagni gå over i stillingerne igen, mens han sad sikkert i Lysabild.

Opholdet i stillingerne blev dog kortvarigt, idet ankomsten af forstærkning fra Fredericia bevirkede en ændring i tjenesteturnusen, som kom bl.a. 8. regiment til gode, idet det allerede drog af den 15. om aftenen, medens 16. og 17.regiment efter knap et døgns hvile på Als måtte rykke over til Sundeved. Mandskabet her strejkede over den uretfærdige ordning, men gav sig dog efter nogen tids parla­menteren og gik over. Soldaterne i 3. kompagni snakkede forarget over dette myt­teri, hvorfor deres kompagnichef spurgte: ”I kan sagtens snakke. Men hvis der var kommet befaling til at I skulle rykke ud i stillingen,fordi 16. og 17. regiment havde nægtet at gå til Sundeved, hvad havde I så sagt?” En stor jyde, kompag­niets mesterskytte, svarede: ”Det havde været hårdt, men vi var gaaet!” hvilket resten af kompagniet bekræftede. (H.P.Jensen: Livserindringer.)

 

8. 18. april.

 

Kompagniet kom ikke mere til Sundeved i den omgang, for den 18. april kl. 10 formiddag holdt de tyske batterier inde med ilden, efter at de siden kl. 4 hav­de spyet ca. 7900 granater ned over de ca. 9700 danskere, der var på Sundeved, og nu stormede de første 11000 af de tyskere, der deltog i stormen, frem.

I flere tilfælde var det kun et spørgsmål om minutter, før skanserne faldt, og det besynderlige ved sagen er, at det overhovedet kunne tage så lang tid som f.eks. for skanse 4’s vedkommende, nemlig 13 minutter. Der var kun ganske få kanoner tilbage på venstre fløj, hvor det egentlige stormangreb kom, og flere af dem kunne kun skyde et skud. Det mest fortvivlede ved situationen var dog sik­kert det, at danskerne på grund af den heftige artilleriild havde måttet lade skansernes infanteribesætninger ligge i skyttegrave et stykke bag skanserne, mens tyskernes forreste skyttegrave kun var nogle få hundrede meter fra skansen. Det blev derfor i nogle tilfælde et regulært kapløb mellem danske og tyske soldater om at nå skansen først, og ved skanserne 5 og 6 nåede tyskerne først.

Endelig stod reserverne helt nede ved brohovedet ved Alssund, således at der i en dybde af l-1½ km bag skanserne ingen soldater var, hvorfor tyskerne efter gennembruddet hurtigt kunne trænge videre frem. Til at alarmere reserverne ved brohovedet havde man en kæde af hornblæsere stationeret mellem skanserne og bro­hovedet, men reserverne blev først alarmeret ½ time efter angrebet var begyndt. Den mest sandsynlige forklaring på dette er nok den, at et eller flere led i kæ­den er blevet dræbt ved morgenens granatild.

Den 18. april kostede den danske hær et tab på 4477 mænd, deraf var 378 døde, og 3305 taget til fange. Procentuelt var tabet blandt officerer langt større end tabet blandt de menige.

           8. regiment havde ingen tab den dag. Det blev alarmeret ved middagstid og nåede til Sønderborg om eftermiddagen; men da var Sundeved tabt.

           I de næste dages forvirring flyttede regimentet en del omkring under sta­dige alarmeringer. Anders Hansen, der den 18. havde hørt bombardementet fra Lysabild, kom til kompagniet den 20. i Ulkebøl nord for Sønderborg, og dagen efter gik han tilbage nu til Tandslet for atter at ligge kvartersyg, så han blev og­så berørt af forvirringen.

_9. På Fyn.

 

Også de strategiske overvejelser blev præget af Dybbøls fald. Fæstningen Fredericia blev forladt, efter manges mening en alt for overilet beslutning, og til forsvaret af Als var man nu ikke til sinds at sætte så store styrker ind, som tilfældet havde været ved Dybbøl, så største delen af hæren samledes nu på Fyn.

8. regiment sejlede fra Hørup Hav d. 3. maj til Fåborg, hvor det lå i kantonnement til den 8. maj. Anders Hansen var på grund af sin sygdom blevet agterudsejlet på Als; men efter at være blevet udskreven d. 5. maj ankom han den 6. til Fåborg og derfra videre til Svanninge, hvor forplejningen i indkvarte­ringen åbenbart var bedre end på det krigshærgede Als. Den 8. kom han til Fleninge ved Brahetrolleborg. Fra den 17. til den 26 maj var han indkvarteret på Slæbækgård i Kirkeby nord for Svendborg. Det var et herreliv, hvor man hvilede ud ovenpå anstrengelserne ved Dybbøl.

De forhandlinger, der var berammet til at finde sted fra den 20. april i London, resulterede i våbenhvile i l måned fra den 12. maj.

 

10. Landgangsbrigaden.

 

Den 20. maj bestemte den danske krigsminister i samråd med hærens stabschef, at der skulle oprettes et landgangskorps, hvis opgave skulle være ved landgangs­operationer (”raids”) at forurolige fjenden og tvinge ham til bestandig at være på vagt; men også mere direkte mål var på tale f.eks. en erobring af Rügen. Ho­vedstammen i denne_landgangsbrigade skulle være 5. brigade ( 8. og 15. regiment), og Anders Hansen måtte derfor bryde op fra driverlivet på Sydfyn for sammen med sit kompagni at begive sig på march til Nyborg-egnen, hvor landgangsbrigaden samledes. Leder af denne blev den fra treårskrigen og også fra denne krig så kendte oberst Max Muller.

3.kompagni kom via Gislev Holme til Ullerslev 10 km nordvest for Nyborg, og Anders Hansen og 10 andre blev indkvarteret på Holmosegård, hvor de havde det godt.

En transporteskadre på 6 dampskibe og 6-8 transportbåde blev stationeret                  i Nyborg, og med den trænede landgangsbrigaden til dens planlagte virke ved landgangsekspeditioner til Fynskysten nord og syd for Nyborg og også til Langeland.

Den 26 juni ophørte våbenhvilen, og 3. kompagni blev trukket lidt tættere på Nyborg til landsbyen Skalkendrup. Kompagnichefen regnede med eller håbede, at landgangsbrigaden ville blive sendt til Als for at imødegå en eventuel tysk overgang til den svagt bevogtede rest af Sønderjylland, der endnu holdtes af danskerne. Men det gik anderledes.

Den 29. juni travede Anders Hansen og resten af Brigaden til Nyborg fælled til brigadeeksercits under obersten; men ankommet dertil fik man ordre til straks at vende tilbage til kvartererne og gøre sig klar til afmarch mod Odense; Als var da taget af tyskerne samme dag om morgenen, og man frygtede tysk landgang på Fyn. Klokken 2 brød man op, og ved 9-tiden om aftenen var man i Odense efter 35 km’s ilmarch. Dødtrætte og ømme, i fødderne lagde man sig, hvor der var plads i gaderne, og de gode odenseanere sørgede for mad og drikke til soldaterne. An­ders Hansen siger, at det var de flinkeste borgere, han nogensinde havde kendt. En af hans regimentskammerater, der havde gjort turen fra Dannevirke til Dybbøl i februar med, udtalte 50 år efter om turen den 29.juni: ”Det er den strengeste March jeg nogen sinde har døjet, og mange af og gik træt under Vejs.” (J. Jacobsen: Veteranhistorier fra 1864. s.99.)

Odenseanerne rekvirerede vogne fra omegnen, og i dem blev soldaterne eller i hvert fald en del af dem kørt til Kauslunde ved Middelfart, hvortil man ankom den 30. om morgenen. Det styrtregnede; men der var ingen kvarter at få, da et andet regiment lå der i forvejen, så det har været en flok gennemvåde og sure soldater, der kl. 5 om eftermiddagen fik ordre til at marchere 6-7 km. tilbage til Nørre Åby, hvor de omsider kom i ly.

 

11. Bevogtningstjeneste ved Strib.

 

Den 3. juli kom 3. kompagni til Røjle på Stribhalvøen, og Anders Hansens deling blev indkvarteret i Brogårde hos gårdmand Christen Jørgensen. 8. og 15. regiment skiftedes nu til at tage sig af bevogtningen af Strib halvø, og Anders Hansens deling lå især ved batterierne nr.3 og 4 lige over for Fredericia. Det har været et trivielt liv med de idelige marcher frem og tilbage mellem forposter, piketter og kantonnementet i Brogårde, og en menig fra 4. kompagni har berettet om et tilfælde, hvor to korporaler for tidsfordriv spillede klink med hinanden. En kaptajn kom forbi og påtalte det som værende upassende beskæftigelse for

befalingsmænd. De mukkede, og fik ordre til at afbryde spillet. Da de nægtede, blev de indberettet og degraderedes som straf. ( J. Jacobsen: Veteranhistorier fra 1864. s.66). Den daglige smålige kadaverdisciplin var åbenbart ved at vende tilbage igen.

Der blev våbenhvile igen den 20. juli – foreløbig i 10 dage – og Anders Hansen måtte skifte kvarter, først til en gårdmand i Røjle, hvor ”alt var kodsbar”, og det bevirkede at han og de andre på gården samme dag flyttede til et bedre kvarter, ”hvor vi alle befandt os vel”. Der blev nu tid til at slappe af med bl.a. badning i Lillebælt, og pudsning og rengøring af materiel kom igen i høj­sædet. Anders Hansen fik endog tid til at gå i kirke den 24. juli.

             Kompagniet flyttede d. 26. til Vedelshave, der lå en halv snes kilometer ad Bogense til. Mens man var her, blev der en dag holdt afstemning blandt kompag­niets soldater om, hvem af dem der skulle indstilles til et dannebrogskors.

Regimentet havde fået 9 sådanne til uddeling, og deraf skulle de 4 fordeles til de 8 kompagnier ved lodtrækning mellem hver af kompagniernes valgte repræsen­tanter. De 5 resterende uddeltes af regimentschefen. Der faldt 2 kors i Anders Hansen kompagni, dog ingen til Anders Hansen. Begge de to dekorerede havde ud­mærket sig i særlig grad i kampen den 17. marts. Den tapperhedsmedalje, der var

blevet lovet under krigen, hørte man derimod aldrig mere noget til.

Da våbenhvileperioden var ved at løbe ud, blev 8. regiment trukket ud på Stribhalvøen igen; men våbenhvilen blev forlænget, og 2. august afløstes den af våbenstilstand, der senere resulterede i Wienerfreden.

 

12. Krigens afslutning.

 

Krigen var nu reelt slut; men hæren holdt fast på Anders Hansen en stund endnu. Den 6. august brød regimentet op fra Nordvestfyn og begav sig på march mod Nyborg, som det nåede i ro og mag på to dage. Næste dag kom det til Korsør, og en del af det ældre mandskab blev hjemsendt, så kun frilodsmændene fra for­stærkningen og 64-årgangen blev tilbage. De blev befordret med tog til Hillerød, hvor det nye regimentskvarter skulle være; forinden havde man dog gjort et par timers ophold i Roskilde for at se Frederik den 7’s kiste.

Hillerød var ikke nogen behagelig by for soldaterne at komme til. Kompag­nichefen for 3. kompagni skriver i sine erindringer: ”Indrykningen skete i et øsende Regnvejr. Der var ingen, der modtog os og det havde vi heller ikke ven­tet eller ønsket. Men i kvartererne mærkede vi, at der var foregaaet et stort Omslag i Stemningen siden Maj”. En menig fra 2. kompagni skrev i 1914:” Fra Fyn kom vi til Hillerød, hvor vi lå indkvarteret en tid. Beboerne tog ikke just venligt imod os. De spyttede efter og og lod os staa ude i øsende Regnvejr.” (J. Jacobsen: Veteranhistorier fra 1864.)

I Hillerød måtte Anders Hansen deltage i den almindelige soldatertjeneste med eksercits, gymnastik, skydning, vagter og parader, dog med så megen fritid, at han kunne overkomme at give sin kvartervært, skolelærer Møller, en hånd med ved høstarbejdet.

I slutningen af september skaffede Anders Hansen sig en tjans ved at melde sig som oppasser for en løjtnant og slap derved for en del af den mere anstren­gende tjeneste. ”Fornøjelsen” varede dog kort, for i forbindelse med en nedskæ­ring af bataillonsstyrken til 220 hjemsendtes bl.a. også 61-årgangen, og den

5. oktober rejste Anders Hansen med toget til København, og derfra gik turen vide­re til Århus med skib, og det sidste stykke til Kalhave klaredes til fods og til vogns.

 

13.Krigens følger.

Krigen var endt for Anders Hansens vedkommende, og de fredsforhandlinger, der i august var begyndt i Wien mellem Danmark og Preussen og Østrig førte den 30. oktober til undertegnelsen af en fredstraktat på 24 artikler, som den 12. november ratificeredes i København. Vi mistede derved Holsten, Lauenborg og Slesvig med undtagelse af Ribeegnen og nogle sogne syd for Kolding, som vi be­holdt til erstatning for de kongerigske enklaver, der lå i Slesvig. De økono­miske vilkår for freden var rimelige. Således gik de tyske magter ind på at betale 29 mill. kroner til dækning af hertugdømmernes andel af den danske statsgæld.

Krigen havde kostet dyrt i direkte krigsomkostninger, ca. 60 mill. kroner, som imidlertid var betalt i løbet af ca. 10 år. Hertil kom naturligvis de ska­der, der var sket i hertugdømmerne; men det blev de tyske magters hovedpine.

De følger, krigen fik for det danske samfund på længere sigt, er det derimod sværere at få øje på. En række familier var blevet direkte ramt ved tab af menneskeliv; men gør man op, hvad krigen kostede af liv, når man frem til et tal på ca. 1500 døde og ca. 1700 savnede; hertil kommer de sårede, der senere døde

af deres sår. Alle sørgede over tabet af Slesvig (mange forglemmende, at u til  halvdelen af dette lands indbyggere var tysksindede), mens et langt mindre antal begræd tabet af de tyske områder Holsten og Lauenborg.

At vi måtte afstå 2/5 af rigets område med 800.000 af rigets ca. 2½ mill. indbyggere, bevirkede også en reduktion af administration og hær med afskedigel­ser og personlige tragedier til følge.

Landbruget havde fremgang efter 1864; men det var en udvikling, som var star­tet tidligere med rødder i bondefrigørelsen, overgangen til selveje og forbed­rede dyrkningsmetoder. De ydre forudsætninger for landbrugets fremgang såsom f.eks. den engelske industrialisering, var også af ældre dato end 1864.

For industriens vedkommende er der flere spor af påvirkning fra krigen. Således blev grænsen ved Kongeåen en toldmur, der beskyttede den fremvoksende dan­ske industri mod den holstenske, og den ledige vestjyske arbejdskraft søgte nu ikke længere sydpå, men østpå, hvor industrien nok kunne bruge en billig arbejdskraft. Men udviklingen her var også sat i gang tidligere med bl.a. næringsloven fra 1857 og bank- og finansvæsenets udbygning.

Politisk fik krigen naturligvis konsekvenser. De nationalliberale, der med rette fik det politiske ansvar for krigen, mistede sine ledere, fremmest Monrad og Lehmann, og partiets indflydelse i dansk politik blev efter 1864 mindre og mindre. I stedet trådte deres gamle modstandere frem, de konservative helstatsmænd, som dog ikke i længden kunne blive ved magten, da de i al for stor grad manglede befolkningens støtte. Toneangivende blev nu en ny generation af godsejere, der ikke var belastet af krigen,  navne som Estrup, Frijs og Sca­venius. De fik gennemført l866-grundloven med dens valgretsindskrænkning, og det kan man se som en mere eller mindre direkte følge af krigen. De har dog deres store del af æren for den udvikling, i industri, landbrug og samfærdsel (jernbaner), der foregik i tiden efter 1864.

Udenrigspolitisk fik krigen længere virkning. Håbet om Slesvigs generhver­velse efter freden mellem Preussen og Østrig 1866 blev brudt, da Frankrig og Napoleon den Tredje blev besejret af Tyskland i 1870. Da afskrev mange for stedse Sønderjylland, og der var mange steder ønske om at få et bedre forhold til naboen mod syd. Danskheden i Sønderjylland og interessen i Danmark derfor holdt sig så levende gennem et halvt århundrede, at folkeafstemningen i 1920 gav næsten den samme grænse, som en folkeafstemning i 1863 ville have givet.

Gør man derfor krigens følger op, må man sige, at de var begrænsede. Det, der skete i tiden efter, havde hovedsagelig sine forudsætninger andetsteds i tid og rum. Enkeltpersoner og grupper blev præget, mest naturligvis sønder­jyderne.

Hvad krigen betød for Anders Hansen personlig, ved vi ret beset intet om, da han ikke har efterladt sig noget vidnesbyrd herom; men præget ham har den utvivlsomt.

Han har til sine børnebørn (min far og hans søskende) fortalt meget om, hvad han var med til i 1864. En gang skulle han have overværet, hvorledes de blodige sårede blev båret ind i Sønderborg kirke, og da måtte han vende sig bort fra det ubehagelige syn. Noget udpræget helt var han næppe. I familien findes et glas på fod med en tysk indskrift. Det har Anders Hansen taget med som krigsbytte. Et sted, velsagtens på Als eller ved Dybbøl, var hans deling inde i et hus for at spise, og en del snapse har de nok også fået,  for da de havde forsynet sig tilstrækkeligt, tog de fat under bordet og tippede det over ende med alt, hvad der stod på det. Anders Hansen syntes, det var synd, at det pæne glas skulle slås i stykker og greb det og tog det med sig. Det er måske ved samme lejlighed, han har lært sig lidt tyske brokker. I hvert fald sagde han senere, når der skåledes, noget, der for mig – genfortalt af  familiemedlemmer med beskedne tyskkundskaber – lyder som: ”G’sundheit, dann gibts kein Krankheit:”

Den 17. marts – hans ”slawdaw” (slagdag) – huskede han vel nok bedst, og den fejredes som nævnt hvert år ved at vistnok hans ældste søn, Jesper, på den dag bragte han en ”pistol” – u til dags prosaisk kaldet ”en halv abe” – som de så lod vederfares fuld retfærdighed.

I 1876 indstiftedes for veteranerne fra de to slesvigske krige en erindrings­medalje, som man kunne få efter ansøgning (!), hvis man havde deltaget – på felt fod. Anders Hansen søgte og fik oktober 1876 sin fortjente medalje.

I 50-året for krigen 1864, da flertallet af veteranerne var gået heden, mente man, at deres indsats burde finde en mere kontant påskønnelse, og Anders Hansen modtog da et hædersgavebrev, der tilkendte ham en hædersgave på 100 kr. årlig – en pæn sum penge dengang. Han var da 76 år; men alligevel trak han

hvert år den 15 januar i stadstøjet og gik eller kørte, efter som vejret nu var, de tre kilometer til Uldum posthus og hentede sin hædersgave.

I 1920 kom genforeningen, og i september fik Anders Hansen en frirejse til Sønderborg, hvor han genså de steder, hvor han – om end i beskeden målestok – havde været med til at føre et forsvar for Danmark.

                      Da han var 87, i 1926, blev han udnævnt til dannebrogsmand. Udnævnelsen og overrækkelsen af dannebrogskorset skete med stor festivitas med deltagelse af sognets bedste mænd og politimesteren fra Horsens.

Anders Hansen var blevet gammel, og seniliteten holdt langsomt sit indtog; men somme tider, når han ville tage sig ud, forlangte han at få sit bedste tøj og sine ”tegn” (medaljerne) på, og så promenerede han i landsbyen i al sin værdighed.

                      I sognet var der blevet dannet en slags forening af veteraner fra de slesvigske krige, og denne forening havde anskaffet sig en guldbroderet fane, som skulle bæres i spidsen, hver gang en af veteranerne blev båret til graven. Den, der levede længst, skulle have den med sig i graven. Da Anders Hansen døde den 22. maj 1932 i en alder af 94 år, var der ikke flere tilbage, og man fik en gam­mel krumbenet mand, der godt kunne ligne en veteran, til at bære fanen til gra­ven. Min bedstefar syntes imidlertid, at det var noget pjat, at så pæn en fane skulle graves ned. Derfor står den endnu i Hornborg kirke og forgår langsomt af mug og ælde. Som symbol på den danske bondes forsvarsvilje burde der blive den en bedre skæbne til del.

Kaj Engholm-Hansen

 

Links:

Kilder til opgaven

Om dagbogen

Synoptisk visning af indscannede sider fra dagbogen med "oversat tekst"

Dagbogteksten i "nutidsdansk"­ (følger senere)